mandag den 20. oktober 2014

Nordjyske nyheder i realtid

Onsdag i sidste uge fulgte jeg med et halvt øje med på Twitter, hvor flere journalister tweetede fra et kursus med adjunkt Aske Kammer fra Syddansk Universitet om real-tids nyhedsdækning. Altså det at dække noget der sker her og nu. 


Jeg må tilstå, at jeg sad og spekulerede på, hvordan jeg og mine kolleger ville klare en situation som Utøya. 

Ja, det er jo altså ikke fordi jeg ønsker mig terror og katastrofer. Mindre kan gøre det. Meget mindre. Og det er ikke fordi vi er uden erfaring. Vi har tidligere dækket Nordjylland, der rammes af storm, og vi er sneet godt og grundigt til et par vintre.


Oversvømmelser

Som bekendt skal man passe på med, hvad man drømmer om, for samme nat væltede regnen ned over Nordjylland, og flere steder i Vendsyssel blev oversvømmet, dele af infrastrukturen i Nordjylland brød sammen og Beredskabsstyrelsen, Falck og andre måtte i aktion.  

Følgerne af vandmasserne dominerede nordjyske.dk de næste par døgn, og vi delte rundhåndet links til artiklerne via sociale medier. Det blev til 19 opslag på Facebook, 53 opslag på Twitter og fire på Instagram. 

Og vi svarede på spørgsmål så godt vi kunne.





Noget af det, der blev tweetet fra kurset, jeg nævnte i starten, var en best practise for medier.

De væsentligste punkter her er nok, at rapportere konkret og i en fattet tone, og desuden lade læserne se fotos af konsekvenserne af vandmasserne. 

Helt fejlfri var vi ikke, men det var dog i den mindre betydningsfulde ende.





Vi forsøgte også brugerinddragelse, uden stor succes. I stedet søgte vi efter brugerfotos på især Twitter, og spurgte flere om lov til at bringe deres fotos, og vi fik mange fotos via mail fra mange forskellige kilder. De fleste var fra kendte og genkendelige steder i Nordjylland, og alle havde de tilstrækkeligt med vand og nordjysk/dansk landskab på, til at de virkede plausibelt.

I en krigerisk situation, ville vi uden tvivl gøre mere ud at af dobbelttjekke brugerfotos.

Vi oplevede et par forsøg på at melde Limfjordstunnelen oversvømmet i vores kommentarfelt på nordjyske.dk, uden at det havde hold i virkeligheden.




Det kunne hurtigt konstateres ved at tjekke Vejdirektoratets trafikkameraer. Kommentarerne blev aldrig godkendt til publicering, for at undgå forvirring og falske rygter.

Myndighederne

Ud over brugerne og egne journalister og fotografer i marken, er de væsentligste kilder i forbindelse med vandmassernes omfang og påvirkning af infrastrukturen, naturligvis vagtchefen hos Nordjyllands Politi og Beredskabsstyrelsen.

Begge bruger i dag i væsentligt omfang Twitter til at kommunikere til offentligheden om hvad der sker. Som medie følger vi naturligvis også nøje med, men det er vigtigt at følge tweets op med en telefonsamtale for at dobbelttjekke oplysningerne. Det er nemlig ikke altid sikkert myndighederne melder klart og ensartet ud.

Her nogle eksempler.

Vores radioværter på Radio ANR viderebragte en advarsel fra Nordjyllands Politi, der frarådede al udkørsel i Nordjylland. Jeg har ikke kunnet finde præcis tilbage til hvor den oplysning kan genfindes og af hvem, men den blev sagt af en politimand på TV2 News. 

Den advarsel bragte vi ikke i vores øvrige medier, fordi vagthavende ved politiet telefonisk ikke kunne bekræfte, at Nordjyllands Politi  frarådede al udkørsel.

Her burde vi have været mere konsekvente på tværs af vores medier.

Andet eksempel: TV2 News tweetede, at motorvej E39 var lukket i sydgående retning på grund af vand på kørebanen. Til os oplyste vaghavende hos Nordjyllands Politi, at E39 havde været lukket meget kortvarigt efter en soloulykke, men var genåbnet.

Forvirringen genopstod hos os, da Beredskabet Hjørring et stykke tid efter re-tweetede TV2 News tweet.

Vi spurgte via Twitter både TV 2 News og Beredeskabet Hjørring, om de havde nye oplysninger der kunne bekræfte, at E39 var lukket i sydgående retning, dog uden at få svar.

Vi kontaktede derefter Kommunikationschefen i Beredskabsstyrelsen på Twitter. Her fik vi svar, og det var en fejl. E39 var ikke lukket, så de oplysninger vi havde fået telefonisk af den vagthavende hos Nordjyllands Politi, var altså de rigtige.


Det tredje og sidste eksempel.: Kort tid efter blev E39 lukket på grund af et mudderskred, denne gang dog i nordgående retning og længere nordpå. Her var der en tidsmæssig uoverensstemmelse mellem hvornår motorvejen blev åbnet igen. Beredskabsstyrelsen åbnede motorvejen hurtigere telefonisk end de gjorde på Twitter.





Her er de væsentligste lektier nok at vide, at et re-tweet fra en offentlig myndighed også skal dobbelttjekkes, og at man ikke nødvendigvis kan være sikker på at offentlige myndigheder (eller medier) lytter med på Twitter, og så er man være nødt til at bruge telefonen, for at finde ud af hvad der er rigtigt og forkert.

Og endeligt, at den der tweeter for de offentlige myndigheder ikke nødvendigvis er den samme der udtaler sig telefonisk, og derfor kan udsende forkerte eller forældede oplysninger.

Public service


Det var ikke et par gode dag for mange mennesker i Nordjylland. Nogle måtte forlade hus og hjem og har mistet ejendele, og mange andre havde problemer med at komme frem og tilbage fra og til hjem, skole og arbejde.

Forhåbentlig hjalp vi hos NORDJYSKE Medier med til, at skabe klarhed over den løbende udvikling i infrastrukturen, og til at få sat billeder og ord på hvad der var sket og stadig skete.

Noget tyder på at vi har ramt rigtigt med det vi gjorde. Sammenligner vi de to dage (torsdag den 16. og fredag den 17. oktober) med torsdag og fredag ugen før, havde nordjyske.dk næsten 16 % flere besøgende og 190 % flere sidevisninger. Direkte trafik og trafik fra Facebook var mellem en femtedel og en fjerdedel højere.

Har du input eller spørgsmål af den ene eller anden art til ovenstående, så tøv ikke med at smide en kommentar.