tirsdag den 14. januar 2014

Nyt job

Lige før jul blev det endelig officielt at jeg skifter job. Fra 1. januar er jeg vendt tilbage til redaktionen, hvor jeg fremover skal være redaktør for sociale medier hos NORDJYSKE Medier.

Jeg får ansvaret for at give vores journalistik fuld skrue på de sociale medier, både med at lægge strategien og daglig udførelse. Jeg skal tænke i, hvordan historier fremmes på og videreudvikles ved brug af sociale medier. Desuden har jeg ansvaret for onlinedebatten på nordjyske.dk.

Det glæder jeg mig helt vildt til.

Jeg indgår nu i NORDJYSKEs nyhedsmotor, den redaktion der tager sig af at redigere nordjyske.dk og radionyhederne på Radio ANR, krim- og sportsstoffet, og bliver placeret i ”superdesken”, dér hvor de jourhavende på henholdsvis tv, radio og web og nyhedsredaktøren sidder og de daglige redaktionsmøder afholdes. Så skulle jeg kunne holde mig opdateret på hvad der er på vej af historier, breaking news osv.

Skiftet sker efter en forsøgsperiode på godt et halvt år, hvor jeg har været udlånt fra NORDJYSKE Online, for at se hvordan samarbejdet med nyhedsmotoren kunne forbedre NORDJYSKEs tilstedeværelse på sociale medier. Resultaterne har været gode med øget reach, engagement og tilgang både på Facebook og Twitter, og øget trafik til nordjyske.dk.

Jeg har siden 2008 været ansat i NORDJYSKE Online, som er den afdeling, der populært sagt skal sørge for at vi tjener ind på gyngerne, hvad vi mister på karrusellerne, altså øge indtjening på digitale produkter frem for analoge produkter som for eksempel papiravisen.

I NORDJYSKE Online har jeg været ansat som social media manager og moderator, og før det arbejdede jeg med at udvikle lokale nyhedssider blandt andet med brugerindhold, og før det igen med at optimere journalistik på web. Så jeg har været lidt rundt J

Nu glæder jeg mig til at have fuld fokus på redaktionelt indhold og sociale medier.


Du er naturligvis velkommen til at connecte med mig: